Om Breakpoint

Breakpoint er en forening til udøvelse og udvikling af breakdance/b-boying og electric boogie/popping.

Breakpoint er et samlingspunkt for dansere på alle niveauer fra den danske og internationale dansescene, hvor aktiviteterne tager udgangspunkt i dansens oprindelige miljø, gaderummet. Breakpoint står bl.a. for arrangering af den verdenskendte breakdance-konkurrence Floor Wars, og foreningen har en fast tilknytning til battle-scenen, både lokalt og internationalt.

Breakpoint giver undervisning og har fast fritræning, hvor medlemmer på alle niveauer sammen kan benytte lokalerne til fælles, uformel træning – herudover afholder vi med jævne mellemrum workshops i og udenfor Breakpoints lokaler.

Breakpoint arrangerer battles, jams og står for internationale programmer for erfaringsudveksling mellem dansere og andre med tilknytning til miljøet. Vi har i denne forbindelse oparbejdet en erfaring og ekspertise i udvikling af nye miljøer og talenter i forskellige dele af verden.